Pressemeddelelse
18. maj 2022
itm8 og AddPro går sammen om at skabe en førende nordeuropæisk udbyder af managed IT-services og digital transformation
Axcel har sammen med Chr. Augustinus Fabrikker erhvervet den førende danske servicepartner inden for digital transformation, itm8, med det formål at skabe en nordeuropæisk koncern inden for komplette (end-to-end) IT-løsninger ved en sammenlægning med Axcel ejede AddPro. Både itm8 og AddPro har gennem årene hver især opbygget et stærkt brand og tiltrukket exceptionelle kompetencer. I 2022 forventes de to komplementære virksomheder tilsammen at generere en omsætning i størrelsesordenen 2,6 mia. kr. AddPro-brandet videreføres og bliver en del af itm8’s økosystem.
itm8 har været på en imponerende vækstrejse, siden selskabet blev grundlagt i Herning i 2003 af CEO Henrik Kastbjerg. Selskabets vækststrategi er baseret på opkøb kombineret med kraftig organisk vækst. Med et team på over 1.100 IT-eksperter er itm8 i dag en førende leverandør til danske SMV’er og store erhvervsvirksomheder og betjener over 4.200 kunder inden for fire forretningskritiske områder: Cloud services, digital transformation, application services samt cyber security.
AddPro, stiftet i Malmø i 2000 af CEO Nicklas Persson, har oplevet markant vækst gennem de seneste 20 år og har udviklet sig til en af de førende udbydere af managed IT-services i Sverige. Axcel investerede i AddPro i 2020, og selskabet har siden da leveret organisk vækst og styrket sin position i Sverige gennem opkøb af specifikke servicekompetencer med henblik på at øge udbuddet af services til sine omkring 1.000 kunder. I 2021 gjorde AddPro sin entré på det danske marked gennem opkøbet af 4 Dimensions.
“AddPro passer perfekt til itm8 og giver os mulighed for at øge væksten og udvide vores portefølje. Vores nuværende økosystem af brands får nu adgang til det svenske marked, og AddPros kunder vil samtidig få adgang til en bredere vifte af services. Jeg glæder mig meget til at samarbejde med vores mange nye dygtige kolleger fra AddPro,” siger Henrik Kastbjerg, CEO, itm8.
Nicklas Persson, CEO i AddPro, udnævnes til Head of Sweden i den samlede gruppe og indgår i itm8’s ledelsesteam med Henrik Kastbjerg ved roret.
“Vi har kendt itm8 igennem flere år, og det glæder os meget, at det nu er lykkedes at føre de to grupper sammen under itm8’s paraply. Det er fantastisk gode nyheder for alle vores kunder og alle vores kolleger,” siger Nicklas Persson, CEO i AddPro.
“Vi har fulgt itm8 i flere år og er begejstrede over denne mulighed for at indgå partnerskab med itm8 og kombinere selskabet med Axcel-ejede AddPro og dermed skabe en decideret nordisk udbyder af managed IT-services. Vores ambitioner er imidlertid mere vidtgående end at blive førende i Norden – vi ønsker at
skabe en stærk nordeuropæisk koncern, hvor kundernes behov er i centrum for alt, hvad vi gør,” siger Christian Bamberger Bro, partner i Axcel og ansvarlig for Axcels investering.
“itm8’s rejse er et godt eksempel på, hvad man kan opnå som ambitiøs dansk virksomhed med iværksætterånd. Ved at gå sammen med AddPro bliver itm8 en del af en samlet koncern, der har fokus på fortsat at levere fremragende løsninger til kunderne på de nordiske og andre markeder. Vi er dybt imponerede over kulturen og lederskabet i begge selskaber, og vi glæder os til at udnytte de fremtidige muligheder for koncernen sammen med Axcel,” siger Claus Gregersen, adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker.
Efterspørgslen efter end-to-end managed IT-services forventes at udvise fortsat kraftig vækst understøttet af IT-løsningers stigende kompleksitet og overgangen til cloud-løsninger, som medvirker til tendensen mod øget brug af outsourcing. Med sit værdiskabende kundetilbud vil itm8 have en særdeles gunstig position til at kunne udnytte denne attraktive markedsvækst og levere serviceydelser og løsninger til hele IT-værdikæden.
itm8 bliver overtaget fra softwareinvestoren Hg, ledelsesteamet og nøglemedarbejdere. Ledelsen og nøglemedarbejdere i både itm8 og AddPro fortsætter som væsentlige aktionærer i koncernen. Transaktionen er betinget af myndighedernes godkendelse og forventes gennemført i 3. kvartal 2022. Efter closing vil Axcel eje 45% af aktierne, Chr. Augustinus Fabrikker 17%, og resten vil være ejet af de to selskabers ledelsesteams og nøglemedarbejdere samt andre af Axcels co-investorer.
Om itm8
itm8 er en førende dansk udbyder af managed IT-services til private virksomheder og den offentlige sektor. itm8 er repræsenteret på 14 lokationer i Danmark, Sverige, Filippinerne og Tjekkiet. Koncernen er primært koncentreret om fire forretningsområder i Danmark: Cloud Services/IT Operations, Digital Transformation, Application Services og Cyber Security. Efter de seneste opkøb er itm8’s årsomsætning steget til 1,7 mia. kr., og koncernen beskæftiger over 1.100 medarbejdere inden for følgende brands: IT Relation, Progressive, Mentor IT, Sotea, Me'ning, Cloud Teams, Miracle42, Emineo, Copenhagen Software og Improsec. www.itm8.com
Om AddPro
AddPro er en førende svensk og dansk samarbejdspartner på området for forretningstransformation og udbyder af managed IT-services inden for forretningskritiske ydelser og løsninger på tværs af hele it-værdikæden, herunder managed infrastrukturservices, ledelsesrådgivning, cloud-integration, applikationsudvikling og digitale arbejdspladsløsninger. Virksomheden har en omsætning på omkring 1,2 mia. SEK og beskæftiger over 500 medarbejdere. AddPro har sit hovedsæde i Malmø med kontorer i Malmø, Stockholm, Gøteborg, Helsingborg og Kristianstad i Sverige samt i Skovlunde, Næstved og Ry i Danmark. www.addpro.se / www.addpro.dk
Om Axcel
I Axcel har vi den holdning, at det, der er vigtigt, når man skal skabe bæredygtig vækst, er ikke, hvad man investerer i, men hvordan man investerer i det. Med vores stærke fokus på nordiske virksomheder inden for industri- og forretningsydelser samt teknologi-, forbrugsvare- og sundhedssektoren skaber vi succes gennem en kombination af vores netværk og erfaringer kombineret med en systematisk, vækstorienteret tilgang til værdiskabelse. I løbet af de sidste 25 år har Axcel rejst seks fonde med et samlet kapitaltilsagn på 2,8 mia. EUR. Disse fonde har foretaget 64 platformsinvesteringer med over 150 supplerende investeringer og 46 exits. www.axcel.dk
Om Chr. Augustinus Fabrikker
Chr. Augustinus Fabrikker er et investeringsselskab med mere end 270 års historie og omfattende interesser i dansk erhvervsliv. Som led i en strategi om at være en langsigtet, engageret og værdiskabende ejer omfatter selskabets portefølje betydelige kapitalandele i en række succesrige og ikoniske danske virksomheder som Tivoli, Gyldendal, Jeudan, STG, Royal Unibrew og Fritz Hansen samt iværksættervirksomheder som Corti og Dawn Health. Chr. Augustinus Fabrikker er et datterselskab under Augustinus Fonden, som er en af Danmarks største kulturfonde. Med aktiver for over 40 mia. kr. er Chr. Augustinus Fabrikker en betydelig aktør i dansk erhvervsliv. Kapitalgrundlaget giver Chr. Augustinus Fabrikker mulighed for aktivt at geninvestere i danske virksomheder og samtidig sikre Augustinus Fondens filantropiske aktiviteter. augustinusfabrikker.dk

Yderligere oplysninger
Axcel
Christian Bamberger Bro, Partner
Tel.: +45 40 99 39 39
E-mail: cbb@axcel.dk
Christian Schmidt-Jacobsen, Managing Partner
Tel.: +45 21 78 36 97
E-mail: csj@axcel.dk
itm8
Henrik Kastbjerg, CEO
Tel.: +45 20 69 67 00
E-mail: hvk@itm8.com
AddPro
Nicklas Persson, CEO
Tel.: +46 73 625 75 50
E-mail: nicklas.persson@addpro.se
Chr. Augustinus Fabrikker
Line Gulløv Lundh, Sekretariatschef
Tel.: +45 38 42 25 26
E-mail: lgl@augustinusfabrikker.dk